HavnetIGrøften

som det former sig blandt grønne T ræe r og i gylden

Sol . . . . jovist er her dejligt!«

»Ja,« svarer jeg, »det er i Grunden ikke saa faa Vær*

dier, som findes, men som de fleste vandrer blindt forbi.«

»De har Ret,« siger Hr. Saltoft, »og det er just disse, om

jeg saa maa sige, stille Værdier, der giver Livet en Me*

ning.«

»De stille Værdier,« gentager jeg for mig selv, mens

mine Tanker flakker rundt i en indbildt Verden for et

Øjeblik uden Kontrol, og som ved et Udslag af Telepati

staar pludselig en af disse »stille Værdier«s skønneste For*

tolkere foran mig, nemlig den unge Lyriker

Harald H. Lund.

Sammen med en Kollega fra »Ekstrabladet«, Journalist

Skovsgaard,

anbringer han sig ved et Bord i Forhaven,

hvorfra han under Samtalen opmærksomt følger de mange

Mennesketyper, som promenerer forbi, og ikke blot de

journalistiske, men ogsaa digteriske og menneskeligt psy*

kologiske Resultater, som et saadant Studium afføder i

hans velkendte Skitser, som »Ekstrabladet« fra Tid til

anden bringer, har jo forlængst faaet Popularitetens blaa

Stempel.

Unde r Serveringen herude falder ogsaa

mit

Blik paa

Promenaden, og i et Glimt ser jeg to af Filmens store

Navne, den for nogle Aar siden af en hel Verden fete*

rede Filmsskuespiller

Olaf Fønss,

som har bænket sig hos

»Grøften«s Genbo, Orla Nord, og den for Tiden ferieren*

de HollywoodiStjerne,

Jean Hersholt,

der dvælende i kære

Ungdomsminder saa ofte som Tiden tillader ham det,

vandrer gennem Tivoli, som han nu efter 25 Aars Adskil*

lelse a tter genser.

Det er to Navne, som med et tredie — hentet fra Kun*

stens Spindeside,

Asta Nielsen

— har baaret Danmarks

Navn frem, og selv om den ene af disse tilsyneladende

har slaaet sig til Ro i et Censorembede, er dette vist

og forhaabentlig kun af foreløbig Natur; thi for den hjem*