HavnetIGrøften

ikke kan faa Lov til at anbringe et Par Madpakker her*

nede for saa senere, naar der formentlig er et Bord ledigt,

at vende tilbage.

»Jeg skal sige Dem, jeg vil helst sidde hernede sammen

med mine Børn . . . . her kommer vi nemlig hver Sommer

nogle Gange, og jeg fo rtsæ tte r dermed en god Slægts*

tradition; thi saa langt, jeg kan huske tilbage i min Barn*

dom, erindrer jeg, at mine Tivolibesøg med Far og Mor

altid stod i Forbindelse med Spisning i «Grøften«.«

Jeg bemærker naturligvis, at det skal være os en Glæde

at opbevare Maden og forstaar, at hans Tivolibesøg ikke

blot giver ham en vis Delagtighed i Børnenes Glæde, men

at han ogsaa gennem dem ser sig selv i Mindet som den

lille Dreng, der ved Faders og Moders Hænder vandrer

ind i Eventyret.

— »Goddag, Marcher, . . . . har I Plads for en farende

Svend, som salig Drachmann vilde have sagt.« Det er

Skuespiller Max Ibenfeldt,

som overskuende de fuldt be*

satte Borde henvender sig til mig, endnu lidt desorienteret i

Spørgsmaalet om Plads.

I det samme høres en Stemme: »Hallo Max!« Den kal*

dende er Skuespiller

Christian Møllbach,

som hæver sit

Krus til Hilsen.

»Ja, det er det, jeg siger,« brummer Ibenfeldt, »Krus

sene er for smaa hernede . . . . se hvor let selv

Møllbach

formaar at løfte det!«

Jeg tillader mig spagt at bemærke, at vi med Fornøjelse

løber flere Gange, for a t raade Bod paa Krusenes Rum*

maal, og Max Ibenfeldt synes at være beroliget.

Redaktø r Georg W iinblad

fra »SociaLDemokraten«

kommer gaaende i sit sædvanlige forcerede Tempo og

bestiller en Gang Solskin og dernæst 1 Kaffe. Jeg henviser

Redaktø ren til en solbeskinnet Plads, og han gnider sig i

Hænderne og siger: »Ja, saadan skal det være, alt kan

faas, lige fra Solskin og nedefter.« Samtalen afbrydes ved