HavnetIGrøften

lige Filmsindustri, som efter nogle Aars Hviletid synes

at være i Udvikling, vilde det være af Betydning om

Olaf Fønss igen traad te til.

Jean Hersholt

har foretaget en Rundtur i »Tivoli« og

for første, men ikke sidste Gang efter sin Hjemkomst,

aflægger han »Grøften« et Besøg, og da jeg beder ham

være elskværdig at yde sit Bidrag til nærværende Bog,

indvilliger han straks heri, idet han siger: »Det vil jeg

forfærdelig gerne . . . . jeg synes jo, det er en fortræffer

lig Idé, De der har faaet . . . . og jeg er en varm Tivolis

beundrer, som De maaske ved . . . . Paa Turen over At*

lanten fortalte jeg Gang paa Gang min Kone om den

fortryllende Have, som hun, skønt hun er Dansk og født

i Jylland, aldrig havde haft Lejlighed til at se . . . . og jeg

vil sige Dem, at selv om Gensynsglæden sjæ lden t er saa

sto r som Forventningens Glæde, saa var jeg dog meget

betaget af at møde alt herinde om tren t ved det gamle

. . . . »Grøften«, hvortil saa mange af mine Ungdomsmini

der klæber sig, har den samme friske, uforfalskede

Københavnertone som dengang . . . . jo, det vil jeg meget

gerne tjene Dem i.«

I min Egenskab af T je n e r har jeg mød t mange forskels

lige Slags Mennesker — flinke og elskværdige, men ogs

saa hovne og brydske. Den Psykologi, man som T jen e r

gennem Aarene faar udviklet afgiver Bevis for Paastans

den om, at kunne udlede et Menneskes aandelige Egens

skaber af dets ydre Væremaade; thi her, hvor jeg havde

den Glæde og Æ re at gøre Hr. Hersholts Bekendtskab,

mødte jeg en jævn og bramfri Naturlighed — et elsks

værdigt og interesseret Menneske, og saaledes adskiller

de store Kunstnere sig fra de middelmaadige som

evnes

rige Mennesker fra Sinker — de er helt igennem sig selv

og behøver ikke som den sidstnævnte Kategori ved et

forstilt fornemt og tilknappet Væsen at skjule det dimis

nutive aandelige Indhold.