HavnetIGrøften

opmærksomme Iagttager og fortræffelige Fortæller, han

er, formaar at belyse saa skarpt, at man næsten føler at

have væ ret Deltager paa disse Farter.

»Ja, det er herligt at kunne færdes saaledes omkring,«

siger »Ærbødigst« og løfter Kruset, hvis Tilstedeværelse

han næsten har glemt.

»Ja,« fortsæ tter Herr Bangsted, »men det er endnu

herligere at vende hjem. Er det ikke dejligt, som nu at

kunne sidde her i velkendte Omgivelser, nikke til gode

Venner og nyde »Grøften«s Flygge og det Stampublikum,

som ejer det fortættede Københavnerhumør, det, som De

er en saa ypperlig Repræsentant for.«

»Den Salut skulde vel være to Krus 01 værd, Tjener!

To 01 — saa kolde som Grønlands Istinder og saa liflige

som Eskimopiger!«

»Grøften« effektuerer alt,« svarer jeg, og bringer hastigt

to nye Krus 01.

Jeg har hørt

Frederik Jensen

faa paahæftet Prædikatet:

Den danske Revys great old man — og kan selvfølgelig

anerkende ham som den ubestrideligt store Kunstner, han

er, men maa tage Afstand fra O rdet — old; thi se Frede*

rik Jensen, som han nu kommer ilende, spændstig og

ungdommelig ned ad den skraanende Vej, som fører mod

»Grøften«.

Det er Scenens adrætte Balletmester Stork, en skrigende

P rotest mod Aarenes Antal, som med en Ynglings gode Fy*

sik og hurtige Bevægelser indfinder sig for i Hast at nyde

en Forfriskning før en Afrejse til Berlin, Stockholm eller

et andet Sted, som kunstneriske og forretningsmæssige

Pligter byder ham at tage til i de korte Perioder, der lig*

ger mellem hvert af hans forskellige Engagementer.

Kort, knapt og koncist lyder Ordren paa denne eller

hin Forfriskning, og hastigt indtages den, hvorefter den

5’