HavnetIGrøften

Min Ængstelse viser sig imidlertid hurtig at være ube?

grundet. Det er nemlig Revyforfatteren

A n k e r Hansen,

Ordene er møn tet paa, og selv om han er »Fader« til en

saa spirituøs Grammofonmonolog som »Paa Vinstue«, tror

jeg dog ikke, at han til denne har været inspireret af egen

smertelig Selverfaring, da han altid indtager sine Forfrisk?

ninger indenfor Soberhedens Grænser.

Anker Hansen tager imidlertid Sæde blandt de to Par?

nasbetvingere og Radio — Presse — Te a te r og — af og til

01 — er det, der udgør Samtaleemnerne, og her som ved

alle andre Borde synes det, at

absolut

Enighed kun kan

opnaas, naar det drejer sig om det sidstnævnte.

»Naa, men der kommer Charley Dickfield,« udbryder

Carl V. og raaber i det samme: »Hallo, Charley!!« — Det

er Komponisten

Hen ry Andersen,

der som Komponist

og Musiker bistaar Skuespillerinde Friis H jo rth ved Ar?

rangementet af Radioens Børnekor, som nu arriverer.

Hen ry Andersen, der lige har udsendt Morgen?Jazzen

»Den søvnige Mand«, eller som den i engelsk Oversættelse

hedder »The sleepy Pete«, under ovennævnte Pseudonym,

er endnu ikke helt fortrolig med dette Navn, i hvert

Fald ikke som Kaldenavn — hvorfor det varer noget, før

han reagerer overfor Raabet, men faar dog nu Øje paa

det lystige T rekløver og stiler hen imod Bordet.

»Goddag! — Goddag! .. Naa, her gaar det nok godt.«

»Ja, dejligt, tag Sæde og giv en Omgang, kære Spille?

kant.«

»Tak, som byder .. men skynd jer, for jeg skal træffe

sammen med

Rostgaard

Rydahl

hernede og drøfte For?

retninger, men der er vel T id til et Krus — Tjener, Mjød

paa Bordet!«

Da jeg bringer Øllet frem hører jeg Hending sige:

»Hvorfor hedder den sidste Sukces dog »The sleepy Pete«?

Kan danske Komponister dog ikke bruge danske Beteg?

neiser?«