HavnetIGrøften

mange Gange, og saa dukker du kun frem som et Fata*

morgana, der forsvinder, næsten før jeg har faaet Øje paa

det . . . . næh, den gaar sku ikke.«

»Ja, men jeg skal blot ud og nedsvælge et Par Stykker

Mad ude i Køkkenet, saa kommer jeg tilbage.«

»Dine Lækkerbidskener kan du kraftknuse mig nyde

her blandt os, du gamle Bugfordærver.«

Intet hjæ lper dog, trod s al P ro te st følger Christian Pe?

tersen sine Sædvaner, og det er en staaende Skik, at han

altid nyder Aften smaden i Køkkenet.

Dette Maaltid indtages dog saa hastigt, at han snart

paany sidder i Vennernes Kreds, og da han ser, at Glas?

sene er tomme, bemæ rke r han: »Naa, jeg har nok skynd t

mig for meget med at spise .. . jeg ser jeg er kommet lige

til min egen Omgang .. Marcher! .. Ræk Mjøden hid!«

Fem fyldte, friske Glas staar snart skummende paa Bor?

det, glade og muntre fælles Ungdomsminder træd e r skarpt

frem i Erindringen og gør Ordene livfyldte — kaade og

sprælske .. og Latteren runger gennem Luften.

»Sig mig, kender De Redaktø r

Georg Nygaavd

fra »Eks?

trabladet«?« spørger Redaktø r

Fribert

mig. — »Ja, det

skulde jeg mene .. Manden med det sirlige Fipskæg ..

jo, det gør jeg rigtignok .. var der noget særligt?«

»Naa, jeg kunde have Lyst til at tale med ham.«

»Jamen, han er hernede

.. han sidder lidt længere

henne, optaget af en Bog .. skal jeg gøre ham opmærksom

paa, at De er hernede?«

Da He rr Fribert nikker bekræftende, iler jeg mod den

travlt læsende Kritiker, og mit Instinkt siger mig, at det

for ham ikke er en af egen Drift søgen Tilflugt til alminde?

ligt Underholdningslitteratur, men noksaa meget et pligt?

tro Studium af en nysudkommet Bog.

Da jeg meddeler ham, at He rr F ribert ønsker at tale

med ham, lukker han det friske Eksemplar af en Bog, læg?

ger nedskrevne N o ta te r omhyggeligt sammen, og snart