HavnetIGrøften

kan frembringe Glæde, »thi her kan jeg lille Mand jo i

Dag lægge en »Al'en« til min Vækst.«

Jeg finder det dog raadeligst skyndsomst at forsvinde,

da jeg efter dette ser de He rrers beb rejdende Blikke, der

ligesom siger: »At han vover — Amatør!«

Ja,

at man tør!

Da en ny Omgang serveres, spørger Alfred Kjerulf

mig, om jeg aldrig op træder i Kjole, og før jeg endnu er

i Stand til at svare, bemærke r en af de Herre r med Ironi

i Stemmen, at jeg umuligt kan bære et saadant Klædnings*

stykke med de ko rte Ben jeg har, medens en anden fuld

af Sarkasme lader det sive ud, at Skræderen sikkert har

gjort Brug af sin E jendomsret og afhentet den. Med den

Fart, som en menneskelig H jerne i heldige Øjeblikke kan

reagere, former jeg Svaret, optagende Kampen med disse

»arge

Fjender«,

og jeg lader Serveringsbakken slaa takt*

fast imod min Haandflade for rigtigt at understrege mine

Ord, der kommer automatisk som Skud fra en Mitrail*

leuse, idet jeg siger:

»Min Paaklædning hernede er ikke Kjole, da mit Ydre

naturligvis maa være afstemt efter Gæsterne, og hvad

mine Ben angaar, saa er de i hvert Fald lange nok til at

naa Jorden, og Kjolen er forlængst betalt, og min Ejen*

dom!«

»Saah ..!« kommer det lidt tvivlende fra Alfred Kjerulf,

»er den da tinglæst?«

»Tinglæst? . . . . Æ . . h . . . . hvad m e n e r . . . . «

»Ja, har De

Skøde

paa den, saa maa den jo være

ting

læst,«

siger den listige Spøgefugl, alvorlig som en Missio*

nær foran et Par Kannibalkæber.

»Naa .. naa, ja .. ja, det vidste jeg ikke noget om,

men jeg har heller ingen

Ting læst,«

udbryder jeg og for*

svinder, søgende Dækstilling ved Buffeten, som jeg dog

hastigt maa forlade, da jeg erfarer, at et Par Herrer al*

lerede i nogen Tid har ventet paa mig. Det er »B. T.«s to