141 / 145
C H R I S T I A N G U L M A N N , SOM J E G M I N D E S HAM
Han fik også fra alle sider stor påskønnelse for sit
arbejde, som han modtog uden påfaldende selvfølelse,
men med den værdighed, som er naturlig for den, der
ved lidt om sin gernings værdi.
Det fik jeg en morgen et dog nærmest spøgefuldt
bevis for. Hans to drenge, der gik i Hellerup Gym
nasium, havde på elevforeningens vegne bedt mig om
en aften på skolen at holde et foredrag om “Hvordan
en avis bliver til” . Jeg havde givet en pålidelig skil
dring af chefredaktørens store betydning, men også
fremhævet redaktionssekretærens arbejde og ansvar ved
avisens endelige tilblivelse.
“Hvad er det, De i aftes har fortalt mine drenge” ,
sagde han i en lidt forarget tone, “at jeg intet betyder
ved bladet, men bare svæver som et ophøjet væsen over
vandene, mens det i virkeligheden er redaktionssekre
tæren, der laver avisen! ”
Da jeg, uden at ville korrigere drengenes drilagtige
fordrejning af forholdet, smilende svarede: “Ja men
er det da ikke sådan?” , var der ikke andet for ham at
gøre end ryste på hovedet og le ad min uforbederlighed.
H an var nok klar over, at jeg vidste, hvad han betød.
Derom vidnede en fortrolig udtalelse af ham i et
unægtelig mere seriøst øjeblik:
Til sin
60
års fødselsdag fik han flere højt aner
kendende hilsener fra mennesker uden for journalistik
1 2 9