135 / 145
C H R I S T I A N G U L M A N N , SOM J E G M I N D E S HAM
en kunstanmelder, fik jeg nok tilladelse af ham til at
forsøge mig —men ikke under eget navn. Berlingske
Tidende kunne ikke møde op med en ganske ukendt
kritiker. Jeg kunne kalde mig Th. Munch, det havde
han som ung journalist brugt flere gange, og jeg skulle
jo stadig gerne træde helt i hans fodspor.
Så kom Genforeningen. Jeg var på sommerferie, mit
sædvanlige sted på Sjællands Odde, men blev telegra
fisk indkaldt af Gulmann for omgående i stedet for det
i forvejen færdige dybtryktillæg at lave et helt nyt om
Genforeningen til den store dag i august.
Da henvendte jeg mig efter Gulmanns udtrykkelige
ønske til Henrik Pontoppidan om et bidrag, og til min
glæde sendte han mig det digt, der i dag står som det
skønneste litterære minde om begivenheden:
Det lyder som et Eventyr
,
et Sagn fra gamle Dage
. . .
Jeg gemte manuskriptet, for Pontoppidan udelod et
vers i den endelige skikkelse og foretog også et par
mindre ændringer. Dette originalmanuskript findes i
dag som et af klenodierne i en montre i Henrik Pont-
oppidan-mindestuen i Randers.
Også rent journalistisk blev jeg nu og da mobilise
ret af Gulmann, når ingen anden var for hånden. Jeg
husker en dag, da der ikke var mødt nogen medarbejder
fra os til præsentation af en nyopfunden vaskemaskine,
1 2 3