Previous Page  135 / 145 Next Page
Information
Show Menu
Previous Page 135 / 145 Next Page
Page Background

C H R I S T I A N G U L M A N N , SOM J E G M I N D E S HAM

en kunstanmelder, fik jeg nok tilladelse af ham til at

forsøge mig —men ikke under eget navn. Berlingske

Tidende kunne ikke møde op med en ganske ukendt

kritiker. Jeg kunne kalde mig Th. Munch, det havde

han som ung journalist brugt flere gange, og jeg skulle

jo stadig gerne træde helt i hans fodspor.

Så kom Genforeningen. Jeg var på sommerferie, mit

sædvanlige sted på Sjællands Odde, men blev telegra­

fisk indkaldt af Gulmann for omgående i stedet for det

i forvejen færdige dybtryktillæg at lave et helt nyt om

Genforeningen til den store dag i august.

Da henvendte jeg mig efter Gulmanns udtrykkelige

ønske til Henrik Pontoppidan om et bidrag, og til min

glæde sendte han mig det digt, der i dag står som det

skønneste litterære minde om begivenheden:

Det lyder som et Eventyr

,

et Sagn fra gamle Dage

. . .

Jeg gemte manuskriptet, for Pontoppidan udelod et

vers i den endelige skikkelse og foretog også et par

mindre ændringer. Dette originalmanuskript findes i

dag som et af klenodierne i en montre i Henrik Pont-

oppidan-mindestuen i Randers.

Også rent journalistisk blev jeg nu og da mobilise­

ret af Gulmann, når ingen anden var for hånden. Jeg

husker en dag, da der ikke var mødt nogen medarbejder

fra os til præsentation af en nyopfunden vaskemaskine,

1 2 3