137 / 145
C H R I S T I A N G U L M A N N , SOM J E G M I N D E S HAM
at £å bøgerne budt op i for høje priser, bad han af og
til mig om at gå på hans vegne. Det lykkedes mig en
gang til Gulmann at snuppe en inkunabel, som brygger
Heise i Helsingør længe fulgte med op. Til sidst sendte
bryggeren mig onde blikke: Hvad var jeg mon for en
opkomling? Senere blev det antikvarboghandler Th.
Johansen fra Fiolstræde, som i denne henseende blev
Gulmanns kyndige tillidsmand.
Jeg måtte også i B.T.-Centralen arrangere en ud
stilling af sjældne, gamle bøger i privateje og i bladet
skrive en omtale af den. Det sjældne skete: Gulmann
roste for en gangs skyld. Kun én gang til, husker jeg,
har jeg fået hans ros. Den morgen, da der stod en hel
række artikler i bladet om tog-katastrofen ved Viger
slev, spurgte Gulmann: “Hvem har skrevet det, der
står om besøget på hospitalerne?” Jeg måtte tilstå, at
det var mig. “ Ikke dårligt” , sagde han og nikkede
anerkendende. Han forstod, at den sjældne ros til gen
gæld virker som en spore.
Jo, forøvrigt fik jeg også ros for genforeningsnum
ret, men det var vel mest for Pontoppidan-digtet, som
bevægede ham meget. Han var i bestyrelsen for Sønder-
jydsk Fond, og han sagde til mig, efter at have over
været kong Christians ridt over grænsen med den lille
pige foran på hesten: “Tårerne strømmede både Vagn
Jacobsen og mig ned ad kinderne” . Direktøren for
1 2 5