162 / 645
148
L. P. Fabricius
var omtrent dobbelt saa bredt som Sideskibene, og Høj-
kirken med sine store højtsiddende Vinduer var mere
end dobbelt saa høj som disse Sideskibe, hvad der har
givet en prægtig Lysvirkning. Og ikke m indst den rige
Korafslutning mod Øst med en Krans af fem Kapeller i
Koromgangen har været skøn.
For Beboerne laa det inden for Mands Minde, at Vor
Frue Kirke havde faaet sin Skikkelse. De gamle kunde
endnu fortælle om Branden i 1386, da fire af dens bed
ste Klokker ødelagdes af Ild, sammen med en stor Del
af Byen, og endnu 1400 laa for øvrigt en Del af Byen
stadig øde efter Krigshærgninger.2)
Naar Vor Frue Kirke ved stor Energi sattes hurtigt i
Stand, hver Gang den var hærget, havde det sin Fork la
ring i, at den ikke var en simpel Sognekirke, men en
Kollegiatki rke,
om man vil en
Vi ce-Domki rke.
Allerede
Absalons Efterfølger paa Roskilde Bispestol, hans Fræn
de Peder Sunesøn, havde grundlagt et Præsteskab af
Kanniker ved Kirken, en fast Kreds af højere Gejstlige,
som ellers kun fandtes faa Steder uden for Domkirker
nes Kreds. Her var dog kun een Prælat, Dekanen,3) m e
dens Domkirkerne havde tre eller fire. Desuden var der
en Kantor og tolv Kanniker,4) og nogle af d isse var
Sognepræster for Byens andre Sognekirker og for Om
egnskirker som Taarnby, Brøndby, Gentofte og Rød
ovre. Men desuden var der en Række af Alterpræster,
hvis Opgave var at besørge Messerne ved de mange Side
altre, men de havde ingen Menighed; de havde Embede
„sine cura animarum“, d. v. s. uden Sjælesorg, som V i
karer for Kannikerne. D isse to Kredse af Gejstlige havde
hver sit Sam lingssted, Kannikernes Hus laa paa Sydsi
den af Kirken, sammenbygget med denne, og Vikarerne,
2) Se H. F. Rørdam anf. Skr. 14.
3) Pontoppidan: Annales ecclesiæ danicæ. II. 162.
4) Se Trap. I. 231.