182 / 645
168
L. P. Fabricius
bestemte Kirker,26) saa forstaar man, med hvilken Ær
bødighed Kirkerne og deres Tjeneste blev betragtet.
N u v e l! det betyder ikke, at det var en usigelig from
Slægt, som i de Dage befolkede K øbenhavn! Det var
tværtimod en Slægt med varmt Blod og løse Hænder, men
derfor ogsaa en Slægt, der forstod, at der maatte gøres
Bod; ak, de havde jo alle saa mange Synder at brænde
for i Skærsilden !
Og dog gik selv under Gudstjenesten Naturen over
Optugtelsen, og det maa indskærpes, at man ikke maa
„raabe, tale, snakke eller sludre, som mange gør des
værre, der taler og skogrer, ligervis som de sad paa en
Gildesbænk, og derved drager andre bort fra deres Gu
delighed“.27) Selv om disse Ord ikke udtrykkeligt er m øn
tet paa Københavnerne, saa maa disse sikkert regnes
med i Flokken. Til deres Undskyldning tjener dog, at
hele Messetjenesten holdtes paa det uforstaaelige Latin,
og Folkeforvrængninger som „Kørilejs“ og „Hokuspo
ku s“ som Udtryk for noget uforstaaeligt har jo Gudstje
nestens „Kyrie eleison“ og „Hoc est corpus“ til Grund
lag.
Men med et fast Greb i Tankeliv og Følelsesliv stod
Kirken med Bygninger og Institutioner og Aandsmagter
midt i Hverdagen i Datidens København Det gjorde den
kun yderligere uundværlig, at den var den eneste In sti
tution, som prøvede at hjæ lpe Syge og Fattige en Smule
til Bette.
Ki rkens sociale Tjeneste.
Alt socialt Barmhjertighedsarbejde i Samfundet har
sin Bod i Kirken. Den, og den alene, paatog sig i ældre
Tid at sørge efter Evne for de Lidende i Folket, og og
saa i det gamle København hvilede denne Omsorg paa
26) Sst. 269.
27) Brandt: Christiern Pedersens danske Skrifter. II. 470.