179 / 645
Det kirkelige Liv for 500 Aar siden
1 6 5
igennem med de svage Kræfter. Saa var det godt, at der
for Guds Trone stod
hellige Mænd og Kv inder ,
som hav
de levet dette svære og farlige Jordeliv med dets Fristel
ser og Smerter. Hvor den store, strenge Dommer kun
dømte efter Retfærdighedens Vægtskaaler, dér forstod
de
af Hjertet, at det er ikke saa let for et lille skrøbeligt
Menneskebarn, og de kunde bevæges til at gaa i Forbøn
hos den Evige, saa han kunde formaas til at lade Naade
gaa for Ret.
Vor Frue, den hellige Gudsmoder, den yndige, straa-
lende Jomfru Maria, var over alle andre Haabet og T il
flugten, thi hende kunde da hendes guddommelige Søn
ikke nægte en B ø n ! At Byens Hovedkirke var viet hende,
var ganske naturligt. — Men ogsaa den øvrige lange Ræk
ke af Helgener var det værd at paakalde. Gilderne valgte
sig deres Skytshelgen; Hellig Trefoldigheds Gildet valgte
St. Søren, og Bagersvendene kaarede sig St. Karen, den
viise og altid rene, Kristi trolovede Brud, som paa B il
lederne frem stilledes med den gyldne Troskabsring og
Hjulet, hvormed hun knustes. Søfolkene holdt sig til St.
Nicolai, og det samme gjorde de unge giftefærdige P i
ger; Skomagerne paakaldte St. Crispin og Barbererne
St. Dam ianus; Malerne stolede paa St. Lucas og Sme
dene paa St. E ligius og de farende Svende paa St. Ger
trud.
Men den enkelte kunde i sin Nød finde en lang Række
Hjælpere, Helgener, som i Kraft af deres Martyrium
maatte anses for at være i særlig Grad rede til at bruge
deres Indflydelse til Hjælp for dem, der led af Sygdom,
der svarede til deres egen Lidelse. Skulde St. Agathe,
der fik Øjnene stukket ud før sin Martyrdød, ikke vise
forstaaende Hjerte for Mennesker med Øjenlidelser? Og
naar St. Apollonia selv fik Tænderne trukket ud, var
hun naturligvis god til at paakalde i Tandpine. St. Ras
mus fik Tarmene vundet ud af Livet, og han hjalp der