192 / 645
ældre betydeligt lettere at sige „Bispens København“.
Ikke blot laa Aaret 1417, da Kong Erik tiltvang sig Sta
den af Roskildebispen, slet ikke saa langt tilbage; men
dertil kom, at ingen af Biskopperne havde tilladt, at der
groede Græs over den Begivenhed — og m indst den da
værende.
Paa Roskildesædet sad den højadelige
Jens Pedersen
Jernskæg,
som overtog Embedet i 1431. Selv havde han
altsaa ikke som Biskop været Københavns Herre i verds
lige Sager, men han harmedes over den Uret, som hans
Forgænger havde bøjet sig for.
Det var i Virkeligheden en gammel Sag, som her havde
naaet sin A fslutning. Ingen kunde bestride, at Byen var
Roskildebispens By, Grunden var af Kongen skænket til
Absalon, og det var ham, der havde grundet dens Op
blomstring baade ved Opførelsen af Borgen og Grund
læggelsen af Kirker. Men dens Beliggenhed og Udvikling
gjorde den attraaværdig i Kongens Øjne; med sin trygge
Havn og den naturlige Beliggenhed som Bindeled m e l
lem Østdanmark og Sjælland var den af stor Værdi. Vi
ser da ogsaa, at Valdemar Atterdag benytter de fortviv
lede Opløsningstider omkring Midten af 1300-Tallet til
at franøde Biskop Henrik af Roskilde Brugen af Slottet
og dertil Herskabet over Byen og alle Rettighederne der.
21.Nov. 1350 udsteder Biskoppen Overdragelsesbrevet,50)
som dog ikke er bindende for hans Efterfølger; men
Valdemar holdt den fast, og først Margrethe lod den
komme tilbage til den rette Ejer. Hendes højt betroede
øverste Kansler
Pede r Jens en Lodehat,
der 1395 flytter
fra Aarhus Bispestol til Roskilde, overlever hende kun
i fire Aar til 1416, og medens Embedet staar ledigt, be
nytter Kong Erik Lejligheden til at rejse Krav paa Byen,
og Domkapitlet maatte lade det bero ved, at en af B i
50) Københavns D iplomatarium . I. 89— 90.
2 7 8
L. P. Fabricius