196 / 645
1 8 2
L. P. Fabricius
1418 blev Ærkebiskop i Lund, var med Liv og Sjæl med
i Bevægelsen. Det svære Spørgsmaal med de tre Paver
løstes denne Gang ved, at man gennemtvang, at alle tre
maatte gaa, og en ny, men ældre og svag Mand valgtes.
— Men Hovedsagen, „Reformen paa Hoved og Lemmer“,
kunde man ikke magte.
Ved Ærkebiskop
Pede r Ly k k e
føres Tanken om Re
former gennem Bispeembedet frem her i Landet, og
netop København bliver Sædet for en Nationalsynode i
1425.58) Paa denne styrkes Bispemyndigheden betyde
ligt; K lostersamfundenes Uafhængighed indskrænkes
meget stærkt, og man skrider til en Række Forordnin
ger, som skal højne det aandelige og sædelige Liv inden
for Gejstligheden.59) Men noget nyt kunde ikke findes.
Man indskærpede blot ældre kendte Krav. Men i For
holdet mellem K lostergejstligheden og Bispeembederne
gled en stigende Magt over paa Biskoppen.
1431— 49 sam ledes et nyt Kirkemøde, denne Gang i
Basel,
men det sp littedes i to, som hver valgte sin Pave,
og dermed var Forvirringen atter i fuldt Flor, indtil den
ene Pave endelig i 1449 nedlagde sin Værdighed. Men
da havde Erfaringerne berøvet de ivrige enhver Trang
til flere Forsøg paa at reformere ved Koncilier.
Men herhjemme havde den virkelig betydelige Æ rke
biskop Peder Lykke lige til sin Død i 1436 staaet fast
sammen med Kongen. Da han afløstes af
Hans Laxmand
paa Ærkestolen, var det en ny Tids Mand, der traadte
frem. Han gik kraftigt imod Kongen i alt, hvad der an
gik
Ki rkens Uafhængighed,
og det er naturligt, at en
Mand som Jens Pedersen Jernskæg nu rejser Kravet om
København. Det var den kraftige Konciliarismes Aand,
der ved Ærkebisp Hans Laxmand svævede over det
58) P. G. Lindhardt: Danmark og Reformkoncilierne. 49— 65.
59) Statutterne er aftrykt i Pontoppidan: Annales. II. 540—49.
En kortere Regest paa Tysk er trykt. 536—40.