380 / 645
366
H. P. Langkilde
Men ved Årets Slutning foreligger der igen en Klage
fra Algiereren til Kongen og et Par Skrivelser fra
Rohn til Kollegiet. Det fremgaar af disse sidste Skrivel
ser, at Mamet ben Marot ikke i m indste Måde har for
bedret sig. Han går nu til Undervisning hos Rohn og Pi
per sammen med en Jøde, Jacob, der imidlertid er meget
utilfreds med at skulle følges med Algiereren, da denne
på åben Gade giver sig til at råbe op og sam le Opløb; han
betegner ved slige Lejligheder højlydt sine Lærere som
Kanailler og Hofpræst Bluhme som en Ærkekanaille.
Han bor stadig hos Lagos, hvor han imidlertid optræ
der ganske, som han var Herre i Huset; — da en af
Lagos’ andre „Scholarer“ ikke vil akkomodere hans Pa
ryk, kræver han, at vedkommende skal have Prygl, og
da det ikke sker, laver han Obstruktion. Rohn er over
bevist om, at der intet er at stille op med ham.
Rohns Klage blev af Kollegiet forebragt Kongen, der
befalede, at da Algiereren fremturer i sin „slemme og li
derlige Conduite“, skal han sættes 14 Dage i Blåtårn på
Vand og Brød, og det skal tilkendegives ham, at hvis han
ikke forbedrer sig, vil han blive sendt ud af Landet. Da
Rohn mod Slutningen af de 14 Dage besøgte ham, teede
han sig som rasende og var uimodtagelig for al Fornuft.
Da brast Majestætens Tålmodighed; han havde håbet,
at Algiereren skulde være bragt „til nogen Slags Efter
tanke“, men da det ikke er Tilfældet, skal Truslen om
Landsforvisning bringes til Udførelse. Da der her i Be
gyndelsen af Februar ikke er passende Skibslejlighed,
skal han foreløbig blive i Blåtårn, dog „på en taaleligere
Tractement“. Han sad der endnu ved Påsketid 1746.
Imidlertid var Kancelliråd Jessen kommet tilbage fra
sin tidligere omtalte Rejse. Den var for hans Vedkom