434 / 645
4 2 0
Paul J. Reiter
meligheder hos ham selv. Den Tanke melder sig derfor
straks, om Reiser paa en eller anden Maade har været
sjæ lelig abnorm. Det er jo en given Sag, at mange af For
tidens Originaler har været lettere sindssyge, afløbne
Schizophrenier2) , Paranoikere3) , drikfældige o.s.v.
Tydelige Tegn paa egentlig Sindssygdom finder vi
imidlertid ikke hos Reiser. Man finder ikke i hans Skrif
ter Udtryk for Vrangforestillinger; han har ikke været
hallucineret; han er paa sin Vis, skønt stærkt afstik
kende af Type, ikke egentlig virkelighedsfjern, og der
er intet, der tyder i Retning af, at hans Forfatterskab
tager sit Udgangspunkt i abnormt store Svingninger i
hans Sindsstemning. Hans gnavne, barokt bidske Frem
toning, Selvgodhed og Selvforherligelse, hans ejendom
melige, stærkt egocentriske Religiøsitet og smalsporede
Dømmesyge over for andre, der ikke mente som han,
hans omstændelige Form for Beskrivelse med de mange
Sidespring og Detailler, hvor store og dramatiske Be
givenheder skildres jævnsides med Priserne paa Føde
varer, hans livslange Klæben ved Ungdomsoplevelserne
og ved gam le Vaner — ogsaa i Klædedragt — alt dette
kunde lede Tanken hen paa en epileptisk Lidelse; men
intetsteds taler han om Anfald. Som Chirurgus maatte
han have i hvert Fald nogen Kendskab til Epilepsien, og
med hans Hang til at tale om egne Viderværdigheder
vilde han ike have bevaret Tavshed herom, hvis han
havde lidt af denne Sygdom.
S trdmgren
har beskrevet en „epileptoid“ Karakter
type4) (den „ixothyme“ ), der skulde komplettere den
Kretschmer’ske Typeinddeling, og man kunde maaske
fristes til at placere Reiser i denne Gruppe. Men netop
2) Schizophreni = Spaltningssindssygdom .
3) Paranoiker = Forrykt.
4) med lignende Karakterejendommeligheder som hos Epilek-
tikere, men uden Krampeanfald.