439 / 645
VOR FRUE KIRKES SANGVÆRK.
Af NIELS FRIIS.
D
a Vor Frue Kirke i Aarene efter den store Brand
1728 rejste sig af Asken, blev der sat meget ind
paa at genskabe Landets Hovedkirke i saa smuk og saa
værdig en Skikkelse som muligt. Genopførelsen tog læn
gere Tid, end Tilfældet var for de andre ødelagte Kirkers
Vedkommende, og det var ikke blot, fordi den sinkedes
af et Par alvorlige Uheld. Arbejdet betragtedes alm in
deligt som Midtpunktet i Genrejsningen af de ødelagte
Bydele; der sparedes ikke paa Brandstyrs-Kassens Mid
ler, hvor det gjaldt Vor Frue Kirke, og det prægtige In
teriør, om hvilket Pontoppidan i Danske Atlas siger, at
det var „et af de længste og herligste, jeg mindes at have
set i nogen Kirke“, opstod. Men ogsaa i det ydre blev
Vor Frue Kirke en Pryd for Byen, ikke mindst natur
ligvis takket være det slanke Spir, der rejstes over den.
Spiret, der med sine 122 m var det højeste, der nogen
sinde har knejst over Danmarks Hovedstad, blev en
Lyst, ikke blot for Øjet, men ogsaa for Øret, thi højt
til Vejrs i dets Lydaabninger var det, at det berømte
Klokke-Sangværk indrettedes, som i de kommende to
Menneskealdre, i Glæde som i Sorg, ved mange Lejlig
heder lod sine Toner klinge ud over Byen.
Planen om et Sangværk i Vor Frue Kirkes Spir var
ikke ny, da den førtes ud i Livet; allerede Christian den
SS