435 / 645
Carl Friedrich Reiser
4 2 1
den ixothyme Gruppes Karaktertræk er saa vage og ube
stemte, at de — løsrevet fra den egentlige Epilepsi eller
epileptiske Slægtsdisposition, hvorom der heller intet fo
religger for Reisers Vedkommende — er yderst vanske
lige at afgrænse med nogenlunde Sikkerhed, ikke mindst
naar man staar over for at skulle karakterisere en længst
afdød Personlighed.
Man kan ikke frigøre sig for den Tanke, at Reiser har
været svagt begavet. Det er imidlertid let at se, at han
ikke kan have været aandssvag i egentlig Forstand, selv
i lettere Grad. Kan man tro ham selv, hvad man vel nok
skal være lidt varsom med, naar det gælder Fremhævelse
af egne Fortræffeligheder, skal han jo endog i sin første
Skoletid have udmærket sig saaledes, at hans første Læ
rer tildelte ham en Slags overordnet Stilling over for
Meddisciplene paa Grund af hans lyse Hoved. I hvert
Fald synes han uden Vanskelighed at have tilegnet sig
sin faglige Viden og Færdighed; han har bestaaet den
k irurgisk-anatom iske — ingenlunde helt lette — Ex-
amensprøve, og selv hans Forfølgere indrømmer, at han
har været en habil Kirurg, der blot ikke skulde have
vovet sig uden for sit faglige Felt.
Mest sandsynligt er det derfor, at Reiser har været
en karakterologisk Særling. Den lille tørre, typiske
Spidsborger med de høje Ambitioner har været en stiv
og kantet Enspændernatur, naiv og aldeles blottet for
Humor; og han har derfor haft vanskeligt ved at falde
til mellem sine Omgivelser. Han har ikke haft let ved
at opnaa Kontakt med sine Medmennesker, har næppe
uden for Fam iliens snævre Kreds haft mange Venner
og Kammerater. Hans Sind har været præget af stærk
indre Spænding og dybe Modsætninger, og han har ikke
besiddet Personlighedens Format til at bringe dem ind
i en større Harmoni, udover, hvad den religiøse Trøst
han fandt sig, vederkvægede ham med: at det guddom