HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn3Række

Carl Friedrich Reiser

4 1 7

som den hele Habit befandt sig for 40 Aar siden“ ) . --------

Benyttende Jeg-Formen beretter han: „Mit hvide Lom

metørklæde hængte lidt ud af Lommen, Topeen paa min

Peryk sat net efter de Tiders Mode, og min Chapuba

bar jeg under Armen, som Skik og Maner er blandt Folk

af ingen gemeen Herkomst“. Videre berettes, hvorledes

han blev til Grin for Gadens Publikum, faldt i en Dames

Slæb, tabte sit Skospænde og vrøvlede, idet han spurgte

Folk,

0111

de havde fundet hans Slæb og raabte til Skild-

vagten „Wer da“ i Stedet for „Gewalt“. Da han var kom

met op paa Volden, tog han sit Manuskript op af Lom

men, læste i det, snakkede højt med sig selv, idet han

bl. a. sagde: Behøves der vel mere for at faa en Profes

sortitel? han løb mod nogle Damer, faldt ned af Volden,

tabte sit Manuskript. I Rosenborg Have vrængede nogle

Gadedrenge ad ham; han brugte Stokken mod dem, men

Parykken blev hængende i en Gren o.s.v. En Forfatter

slutter sit Skrift med et kom isk fjollet Digt, der tydeligt

nok har Adresse til hans højttravende Slutning paa II-

debrandshistorien med en tysk Salme, paa Melodien: „In

Leipzig war ein Mann“ og begyndende saaledes:

„Saa holdt dog op engang,

Saa holdt dog op engang.

Saa holdt dog op igien en Gang,

Lad Manden have Fred“.

Andre bildte ham frækt ind, at han ved sit fortræffe

lige Skrift havde indlagt sig udødelig og uvisnelig Fortje

neste. Man kaldte ham Professor og fik ham til at søge

Titel som saadan; man bildte ham ind, at han var ble

vet Professor i Gottingen, og han troede det. Han praler

selv af at have fundet en velvillig Læser i den sindssyge

Christian VIL Han ansaa det som et indlysende Tegn

paa sit Skrifts Fortræffelighed, at det saa hurtigt blev