428 / 645
414
Paul J. Reiter
Man finder heri den samme naive, højtidsfu lde komi
ske Selvglæde og Snakkesalighed, der ogsaa præger ham
senere. Den kølige Modtagelse har sikkert afholdt ham
fra at komme igen.
Reiser var ogsaa før sit navnkundige Forfatterskab
kendt som en af Stadens Originaler. Hans knoklede, kro
gede Skikkelse med de tynde Ben i Silkestrømperne, der
hang i Aal og Folder, det tørre, fortrædelige Ansigt og
hans gammeldags Klædedragt med den lange, slidte
Vest, trekantet Ghapeau-bas fra Frederik IV’s Tid og
den store Paraply, han bar under Armen, fik Folk til at
vende sig om efter ham; og hans Rædsel for Ild og
Snakken om den store Ildebrand gik der allerede Ry af.
Gadedrengene morede sig med at banke voldsom t paa
hans Dør paa alle Døgnets Tider, ogsaa om Natten, naar
han laa i sin søde Søvn; og naar de i mørke Aftener
ubarmhjertigt kastede Fyrværkeri ind i hans Forstue og
fik ham til at fare ud i den yderste Skræk og Rædsel,
har det været en af den løsslupne Ungdoms kongelige
Forlystelser at høre ham brumme og skælde ud. Selv
hans egne Svende kunde ikke nære sig for at lave Løjer
med hans Frygtsomhed.
Urban Jiirgensens Moder fortalte H. C. Andersen, at
selve Joh. Herman W essel i hendes Hus havde haft sin
Moro med den pertentlige Reiser; han havde „ladet den
arme Mand vandre hjem i Sko og Silkestrømper gennem
de sølede Gader“.
Rent galt blev det efter Udgivelsen af Ildebrandshi-
storien. En sand Syndflod af Karikaturer og Smæde
skrifter saa i det følgende Aar Dagens Lys. Paa en af
Karikaturerne, der særlig er ude efter Parykken og de
tynde Ben, ses han i Færd med at blive bekranset af
Apollo, medens en Genius blæser i Basun og en Lyn-
straale farer ned fra Himlen mod den knælende Avind.