424 / 645
4 1 0
Paul J. Reiter
dyrebare Bøger og Møbler over i Kirken, maa for at
redde Livet springe over en høj Kirkemur uden Hat;
en Murersvend laaner ham barmhjertigt sin gamle, slidte
Kasket o.s.v.
Brandmajoren, hæs af Røgen og af at skrige, farer
hid og did fra det ene brændende Kvarter til det andet,
mens Folk raaber: „Væk med den gam le Kælling af en
Brandmajor! Du maa være Fanden og ikke Brandmajor;
kom kun; vi vil Djævelen gale i os brække din Hals itu !“
Da Sprøjterne er ødelagt af Branden, og intet Vand at
faa, giver den arme Major sig til forgæves at skyde med
Kanoner paa de brændende Huse. En særlig farligt be
liggende Ejendom („B lasen“ ) sprænges i Luften; men.
man har glemt at fjerne Beboerne, der bliver pulverise
rede. Brandfolkene selv bliver forbrændt til Døde og
„saa ey andet uud end forbrendte Stege som vare for-
brendte til Kuli“. Majoren og hans tapre Skare er i yder
ste Fare i et brændende Hus, men redder sig paa en næ
sten m irakuløs Maade ud ved at hugge Hul i Muren, men
mødes strax af en Bande Pøbel, der med hævede Ø'xer
kommanderer dem tilbage, saaledes at de med, hvad de
har af Vaaben, maa bane sig Vej.
Byens Kirketaarne — det berømte Vor Frue Spir og
Petri Taarn — styrter sammen med et rystende Brag,
og særlig dramatisk skildres det, hvorledes Helligaands-
kirkens Taarn falder, . medens K lokkespillet spiller .
„Vreden din afvend, Herre Gud, af Naade“.
Den skrigende Folkemængde, der flygter hort fra de
brændende Bydele over Holmens Bro, trænger saa vold
somt paa, at en Del Mennesker falder i Vandet og druk
ner, saa at Kongen maa udkommandere Hestgarden tii
at dirigere Færdselen.
Kong Frederik IV’s ' rolige og opmuntrende Færden
mellem Befolkningen i Ulykkesdagene, hans Foranstalt
ninger til at lindre Nøden, skaffe de husvilde Tag over