421 / 645
Carl Friedrich Reiser
4 0 7
samme, og følgeligen foragter de og Gud! og Hans hel-
lige-Ord, dette er det, man kalder Vanntroe, til Forskiæll
mod Overtroe . . .
Han har sat sig for „i den allerhøyestes N a vn ! og ved
Hans Naadigste Hielp og bistand, at fremføre og beskri
ve“ Naturalisternes Vantro og Fejltagelser. Han indde
ler dem i 2 Klasser, nem lig „de goedartige: og I de Und-
artige, eller Malitieuse; Den første Sort, eller de Goed
artige: er fromme, Vell-tænkende, og goede Mennisker;
Disse Folk, troer gierne og meget villigen, altsom hvad
der gaaer over Deres Fornufft, og bekiender reent ud,
at der ere mange Millioner-Tuusende Ting, som over
stiger og meget Høyere er, end deres Fornufft; Thi
Gud ! var ikke vor Gud ! om Hand ey langt oversteeg
og overgik vores Fornufft, derimod prøver De alle Ting,
og hvad de finder som striider imod Deres Fornufft, saa-
dant troer De nu absolut ikke, og herudi har De største
Rett og handler meget viiseligen“.
Og nu kommer han saa til den „2den Sort“ eller „De
Vantroe og Malitieuse“. Han indlader sig først i en Don
Quijote’sk højtflyvende D iskussion med dem om deres
Fortolkning af Mosebøger, Patriarker, Profeter, Evange
lier, Herrens Lignelser og Kristi Lidelseshistorie, udstø
der med Citater fra det gamle Testamente Profeternes
Veraab og Forbandelser over dem og konkluderer saa:
„Disse Malitieuse Naturalistiscks-Sindede-Mennisker for-
aarsager det allerstørste, grueligste og forskrékkeligste
Tordenschlag i de Uskyldigste unge Menneskers Øren,
saa at ingen Arsenicum eller Rottekrutt som moxen og
pludseligen dræber Mennesker, kunde være værre og
dræbe Folk stærkere og hefftigere end disse U-Menni-
skers vrange, gifftige og meget falske Lærdomme; Ja
de slags Persohner har ikke vildet tage Deres Høybe-
rømmte og allerdyrebahreste Besteforældres ! Foræl
dres ! og Høyædleste Fam iliers ! Hoffmesteres og Infor