426 / 645
4 1 2
Paul J. Reiter
Gud forbedere det dog Eengang, Den ævige Gud være
lovet at han dog har skiænket mig en lang Tiid den ædle
Sundhed, hvilket virkelig er en stoer Gave, af Gud J
mens derimod betager hand mig ald m it Mod, i Hense
ende mine meget Mavre og slette Indtægter, det seer ud
fra Dag til Dags at blive immer siettere; Een Ung Stads-
Chirurgus efter den anden, sætter sig ved Laaret alt for
nær ved mig og andre gamle Ghirurgi, saa de ruinerer
os og maaskee sig selv rned i Frem tiiden“. Han ønsker
en Forordning fra Øvrigheden om, at ingen „af vorris
saa kaldede Amts-brødre eller Colleger skulde understaa
sig at sætte sig nærmere, end 4re Gader fra hverandre4',
saa enhver kunde beholde sin Smule Næring.
Bittert klager han især over den frygtelige Uret, man
har begaaet mod ham gam le Mand paa
66
, der nu har
praktiseret i over 45 Aar, ved at give et Hospital i Sta
den til en ganske ung Kirurg, der næppe var født, da
han absolverede sin Exarnen. Det forekommer ham et
stift Stykke at sammenligne en saadan Springfyr med,
endsige foretrække ham for, en gammel Mand, „som maae
snart udaf Verden, og saa at sige, med Een Fod i Gra
ven44. Dog blev ham „dette lidet brød m issundt, da jeg
dog har kone, og et barn, og havde haft det høylig nø
dig, for engang dog at have Eet lidet vist brød; Det være
Gud ! klaget: at det gaar gandske forkeert til i Verden“.
Han trøster sig dog med Vor Herres Lignelse om den
rige Mand og den fattige Lazarus.
Han spørger da ogsaa til sidst: „Er efterkommerne af
de unge danske og dens Indbyggere i den Kongl. Resi-
dence da bleven frommere og dydigere end de gam le som
blev tugtet af Gud ! med græsselige Ildsluer ? Jeg vilde
Ønske at man kunde besvare det med — Ja, mens jeg
frygter saare at man meget hellere er tvungen til at be
svare saadant med — Ney, disværre, Efterkommerne ere
bleven meget værre, disse unge Mennisker holder det for