417 / 645
Carl Friedrich Reiser
4 0 3
Og omstændelig var denne Beretning, omend ikke helt
saa „accurat“, som Forfatteren selv mener det. I dette
lille Skrift udfolder den gamle, sære Herre sin Person
lighed uden Reserve; han lægger hele sin Sjæl heri; Il
debranden havde givet ham en livsvarig sjælelig Pyro-
fobi1), og med dyb Rystelse og Skræk havde han Gang
paa Gang set, hvordan unge Mennesker, og gamle fol
den Sags Skyld med, omgikkes Ild og Lys med den stør
ste Letsindighed; forbavsende tit var Lykken bedre end
Forstanden, men Gang paa Gang havde han dog oplevet
at se det gaa galt. Den omtalte Raadhusbrand 1749 var
et Exempel herpaa. En anden Gang røg der — som han
malende skildrer det i Livs-, Levneds- og Forfølgelses-
historien — nogle Krudttønder i Luften ved en Køb-
mands Uforsigtighed med Lys og spolerede en Mængde
Huse i Nabolaget, samt skamferede den arme Købmand
for længere Tid, om end han kom fra det med Livet.
Og medens han tager sig god Tid til i utallige Detailler
at skildre den frygtelige Ilds hærgende Vej, udfolder
han sig med Moraliseren, gudelige Betragtninger og en
Mængde anekdotiske Afstikkere til andre Emner.
Stilen er højtidelig og uden Humor, men ofte saa me
get mere ufrivillig kom isk i al sin Højttraven. Sproget
er et forfærdeligt barokt, knudret Rokokodansk, iblan
det Holstenismer, samt ind imellem lidt Fransk og La
tin, som han altid ostentativt fremhæver for at under
strege sin enestaaende Bevandrethed i Sprogene. Stave-
maaden er — ogsaa afset fra, at Tidens Regler var m in
dre strenge end senere — præget af en suveræn Foragi
for al Regel og Konsekvens. Store Bogstaver bruger han
ganske vilkaarligt, naar han synes, de pynter, og der
trænges til Afvexling paa en lidt kedsommelig Side, og
endnu mere forbavsende er hans Tegnsætning. Paa de
*) P yrofobi: Det lægelige Udtryk for sygelig, tvangsmæssig
Angst for Ild.