412 / 645
3 9 8
Paul J. Reiter
gjort et meget dybt Indtryk paa Reiser, og at han føler
sig i Helterollen.
For en Gangs Skyld er han dog klar over, at hans
Helteattitude kan blive m isforstaaet og han selv udleve
ret til Smilet, for han beder lidt om Undskyldning over
for de meget „Tappere og stoere Erfahrne Sø-Helte“, der
maaske 6— 8 Gange har krydset Oceanerne paa Fart til
Canton i „Kaiserdommet China“. Han beder d isse Ha
vets Helte betænke, at naar de drog paa Langfart i store,
herlige og prægtige Skibe, da kunde der maaske staa
8— 10 Exemplarer af hans stakkels elendige, meget
gamle Fartøj inden i deres; maaske har de haft dejligt
Solskinsvejr at sejle i, mens hans lille Fartøj fulgtes af
en saa skrækkelig Orkan, at selve Skipperen i den Grad
tabte Modet, at han bad til Gud og hviskede sagte til
Styrmanden: „Jeg tror næppe, vi kommer levende her
fra“. Han fremhæver, at Søen kan være stærk og farlig
nok i „vores Naboelav, nemlig i det stoere og fæle Huil,
som kaldes paa Latin Schagerach eller af Hollænderne
Kattegat; Jeg tænker at der er Vann nok at drone udi
naar en Ulykke skulde være“. Og man har set, at Folk,
der er sluppet heldigt fra en Langfart til Kina, er
„Dronnet og omkommet“ paa Vej til Lübeck.
I 1751, fortæller han, gjorde han sin „Cursum Ana
tom iae & Chirurgiae med goed Berømmelse“ og priser
sig lykkelig over herved at have haft Kirurgen Simon
Krüger og hans Søn til Lærere.
Studiet maa dengang have været vanskeligt, for ved
Examen var han „14 Gange forre“ ialt. Midt under Ex
amen døde hans Mor, som han altid havde været stærkt
knyttet til, og Reiser opnaaede nu selv at blive Amts
kirurg i Staden.
Som selvstændig Kirurgus havde han aabenbart sit
Hyr og sine Ærgrelser med Feltskærsvendene. Det var
vanskeligt at holde D isciplin, og Svendene snød ham.