410 / 645
3 9 6
Paul J. Reiter
len og berømmer Skoleholderen, en Hr. Meyer, som en
human Mand, maaske dog især fordi han havde Blik for
hans — i egen Mening — fremragende Begavelse. Alle
rede efter 3 Ugers Skolegang udmærkede han sin Ynd
ling ved at sætte ham til at være Hører over de to ne-
derste Bænke i Skolen og fremholdt ham til Exempel
for de andre Elever.
Derefter kom han i en privat Latinskole hos en dansk
Student, som til Gengæld var meget haardhændet, idet
han bogstavelig talt bankede den latinske Grammatik ind
i Hovedet paa sine Elever med „et stort forbandet tyk
Riiss, og alt med den tykkeste Ende“, saa at deres Arme
var brune og blaa. Engang, da han havde pryglet den
lille Carl Friedrich særlig brutalt, saa at hans Hænder
var ophovnede og blodunderløbne, og han var ude af
Stand til at gaa i Skole et Par Uger, blev det dog Mode
ren og Stedfaderen for meget; de tog ham ud af Skolen
og anbragte ham hos en mere fredsommelig Lærer, hos
hvem han gik Undervisningen til Ende, til han blev 18
Aar og Feltskærsvend — studiosus chirurgiae.
Dette var egentlig ikke efter den unge Mands Hoved.
Hans Lyst var at blive Teolog, og hans ærgerrige Drøm
at ende som Biskop. Forældrene saa mere nøgternt paa
Planerne for hans Fremtid og valgte øjen syn ligt Kirur
gien for ham, for at han skulde blive Stedfaderens Efter
følger i Kirurgembedet. Men i hans senere Forfatterskab
mærker man i hans Moraliseren Rem iniscenserne af
hans gejstlige Ambitioner.
20 Aar gammel oplevede Reiser den paa de Tider
sjældne Begivenhed at komme ud paa en lang og even
tyrlig Sørejse, nemlig fra København til — Aalborg!
Rejsen var fuld af dramatiske Begivenheder, der faar
Læseren af hans „Liv, Levnets- og Forfølgelses-H istorie“
til at forstaa lidt af den Helteglorie, som Holberg lagde
om Peder Paars’ Pande. Det er tydeligt, at Rejsen har