414 / 645
4 0 0
Paul J. Reiter
var meget naiv og ganske savnede Sans for Humor, tog
den grove Spøg alvorligt og troede paa den, men bagef
ter, da det gik op for ham, at man havde haft ham til
bedste, vendte hans Beærethed sig til Bitterhed og Skuf
felse,
Da Skæbnen i hans høje Alder endnu ikke havde
skænket ham T ilfredsstillelse for hans Forfængelighed,
var det, han forsøgte sig som Forfatter, og her naaede
han for saa vidt at faa sit Ønske opfyldt, idet han i hvert
Fald blev en meget omtalt,
0111
end først og sidst om
stridt Mand, skaanselsløst udleveret til sine Plageaan-
der, Stadens Spottefugle. Det var gennem sin berømte
lldebrandshistorie, han fik dette tvivlsomme Gennem
brud.
Som 10-aarig oplevede han den store Ildebrand 1728,
og denne Oplevelse har været en af hans Livs største,
som han med en forbavsende Nøjagtighed erindrede, da
han var blevet en gammel Mand. Den havde for ham
været en alvorlig sjæ lelig Rystelse, og Livet igennem
havde han en panisk Skræk for Ild.
1749 oplevede han paany i en mere moden Alder en
Ildebrand, omend i det mindre Format, og denne Begi
venhed skildrer han med alle Detailler i Livs-, Levneds-
og Forfølgelseshistorien, men „saa stoer, farlig og græs
selig end denne benævnte Ildebrand nu var, saa var den
dog kun meget lidet at regne imod den overmaade og
allerforskrækkeligste Ildebrand 1728: som man kunde
med største billighed kalde selvsamme Foruden ald
Liige; Thi vilde man giøre en Lignelse med den sidste
Raadhuusiske-Ildebrand, og med den gam le Kiøben-
havnske stoere-Ildebrand som af ingen Mennisker af De
der har levet, eller lever endnu er beskrevet, uden af
mig, Reiser, allene, som enhver kand læse i m in Kiøben-
havnske-stoere Ildebrands-Historie; saa var h iin sidste
Ildebrand, imod denne gammle, som nu er mestendeels
KØBENHAVNS
kommunebibliotek
*