437 / 645
Carl Friedrich Reiser
423
staar hans Hu til den gejstlige Løbebane, og endnu i sin
høje Alder anser han sit Kald for forfejlet — han skulde
have været Præst, og Prædikeren og Moralisten sidder
ham dybt i Kød og Blod; han vilde muligt være blevet
et fortræffeligt Exemplar af Oplysningstidens Præste-
type. Men i Moderens Planer har det været en afgjort
Sag, at han skulde være Kirurg, saa at han kunde arve
hendes anden Ægtefæ lles Amt, og lydigt og selvfølgeligt
giver han Afkald paa den kære Drøm om en Prædikestol
og føjer sig efter hendes Vilje. Men den kvalte Gejstlige,
der var bestemt til at moralisere over en søvnig og van
artet Menighed, skal alligevel have, hvad der tilkommer
ham; han skal hævde sig ved at præstere noget enestaa-
ende. Den faglige Selvfølelse, skønt meget stor, er ham
ikke nok — derfor Forfatterskabet. Og Baggrunden for
dette — de stærke og altid lige friske Rædselsindtryk
fra Barndommen — forekommer ham at være et saa
overvældende Aktiv, at han er sikker paa sin Succes; han
bliver i første Omgang til Spot og Spe — det rokker ikke
ved hans Selvfølelse; tværtimod først nu føler han sig
for Alvor med sin Martyrmentalitet hævet over sine Pla-
geaander.
Ogsaa andre Træk kan skimtes i denne Udvikling.
Om end Datidens Bogstavering var mindre regelbun
det end den, vi nu kender, saa er Reisers Stil, Bogstave
ring, Tegnsætning, Anvendelse af smaa og store Bogsta
ver o. s. v., dog saa paafaldende, at man studser ved det.
Hans Skrifter er et sandt Orgie af Pudsigheder og ba
rokke Kuriositeter, og at dømme efter Smædeskrifterne
har det ikke været mindre iøjnefaldende for hans Sam
tid. Der er noget paafaldende i, at Reiser, der dog synes
at have været nogenlunde normalt begavet, som har haft
en god Skoleundervisning, og som formaaede at tilegne
sig en ikke ubetydelig Viden paa det faglige Felt, ikke
havde kunne! lære at skrive et nogenlunde fejlfrit