568 / 645
5 5 4
N iels Friis
rede ved Nytaar 1735, men disse Terminer forrykkedes
som nævnt ret væsentligt.
Der kan ikke herske Tvivl om, at Vor Frue Kirkes
Orgel af 1742, da det stod færdigt fra Lambert Daniel
Carstens’ Haand, var et virkeligt Pragtinstrument, og at
det paa straalende Vis repræsenterede Højbarokkens
Orgelbygningskunst med sine talrige lysende Mikstur-
Steminer, sit karakteristiske Principal-Kor og sine man
ge skønne Fløjte-Registre. Orglet blev, som Skik var
dengang, ved Afleveringen prøvet af tre Organister, nem
lig af den Mand, der skulde spille det: Henrik J. Botzen
ved Frue Kirke, og af to af hans Kolleger, Peder Spar-
kiær ved Trinitatis Kirke og Jacob Fosie ved Holmens
Kirke. Det hedder om Orglet i den Erklæring, der blev
udfærdiget efter Prøven, at „det blev befunden at være
efter Contrakten i ganske upaaklagelig Stand saavel i
Henseende til Arbejdet i sig selv, som til Stemmernes
lige Inddeling og Overensstemmelse, saa at Orgelbygge
ren Lambert Daniel Karstens meddeles af os da tilstede
komne Organister dette sandfærdige Bevis, at han som
en ærekær Orgelbygger sin Contract i alle Maader haver
efterlevet og fyldestgjort“.33)
Offentligheden forstod tilfu lde at vurdere det nye Or
gel, om hvilket det eet Sted hedder, at det har mange
rene og velklingende Stemmer, et andet, at det er det,
der mest af alt maa beundres i hele Kirken. Det er, hed
der det videre, for faa Aar siden bygget med uhyre Be
kostning; i Henseende til Størrelsen vil det i hele Verden
kun faa Steder finde sin Lige.
Kun faa Aar efter, at Orglet var taget i Brug, fik Vor
Frue Kirke, samtidig med at dens vældige Spir gjordes
færdig, en ny og usædvanlig musikalsk Prydelse, det
Klokkesangværk, som paa Kong Christian den Sjettes
Foranledning overflyttedes hertil fra Nikolai Kirke —
dels for at Kongen kunde faa dets Klange lidt paa Af