566 / 645
5 5 2
N iels F riis
len, Prædikestolen og Orgelværket med sort Bay vorder
oindragen og beklædt“.30) Denne Sørgeforanstaltning hæ
vedes først efter et Aars Forløb.
Det Orgel, hvormed Vor Frue Kirke prydedes, da den
genrejstes efter den store Brand i 1728, kom i et og alt
til at svare til det øvrige, prægtige Udstyr, der ofredes
paa Landets Hovedkirke. Orgelet blev, saa vidt vort
Kendskab til dansk Orgelbygnings Historie rækker, det
største, der indtil da var blevet til i Danmark, og Instru
mentet beholdt, skønt det sank i Grus med Kirken i 1807,
denne Rekord et godt Stykke frem i Tiden. Frue Kirkes
Organist, Henrik Johansen Botzen, dyrkede ikke som sin
Fader og sin Farbror Orgelbygningskunsten, og da der
heller ikke paa det Tidspunkt var andre Udøvere af Fa
get i København, overdroges Arbejdet en Mester, ind
kaldt fra Holsten, det daværende danske Riges sydlige
Del.
Hans Navn var Lambert Daniel Carstens [Kastens],
og han, der formentlig var Elev af den verdensberømte
Orgelbygger Arp Schnitger i Hamborg, og som i hvert
Fald arvede dennes Privilegium som Orgelbygger i Her
tugdømmerne, var en dygtig Kunsthaandværker, der i
denne Epoke havde mange og store Arbejder i Dan
mark; her havde han fra Slutningen af 1720’erne Dom i
cil i København, hvortil han var flyttet fra Itzehoe i
Holsten.31) Han havde udført betydelige Arbejder bl. a.
til Garnisons Kirke og Aarhus Domkirke, da Køben
havns Ildebrand i 1728 lagde en Række af Hovedstadens
Kirker i Aske, saa de maatte have alt Inventaret og alt-
saa ogsaa Orglet fornyet. Samtlige disse store Arbejder
overdroges af Bygningskomm issionen af 1731 til Lam
bert Daniel Carstens.
Vor Frue Kirkes Orgel, om hvilket der sluttedes Kon
trakt i 1733, men som, da det gik langsomt med Kirkens
Genopførelse, først fuldførtes i 1742, havde 50 klingen