tegnes ved Navn i en særlig Bog og have Byens Tegn, ^
de kunde kendes at høre Byen til, men de, der tiggede
uden Tegn, skulde paagribes af Stodderkongerne1) og føv^s
for de Fattiges Forstandere; hvis de da der fandtes at høf6
til Menigheden og være „rette Almissehoveder“ , skulde
d e
have Tegn og alle andre udvises og straffes. Forat int^'
Bedrag skulde ske med saadanne Tegn, skulde alle Tiggefe
hvert Fjerdingaar komme sammen i de Fattiges Hus efte1’
Tilsigelse fra Prædikestolen og da efterses, om de havde
Tegn, og de Afdødes Tegn skulde kræves tilbage.
DenJJe
Forordning skulde 2 Gange om Aaret sammen med andre
kgl. Forordninger forkyndes fra Prædikestolene.
Det var allerede Aai’et efter 25. Marts 1651 nødvel1'
digt at gentage en anden hidhørende Befaling, idet Kongen
paany indskærpede Kristian lY ’s Forbud af 5. Nov. 1636 til
Skipperne mod Indførsel af fremmede Tiggere, „eftersom os
underdanigst andrages adskillige fremmede Betlere til Vands
hid til vor Købsted Kjøbenhavn imod vores udgangne For
ordning at føres, de andre rette Fattige til Fortrængsel.“ 2)
Man havde ogsaa begyndt med at oprette en T v a n g s -
a r b e j d s a n s t a l t . Under Konventhuset bestod et S p i n d e-
v æ r k , der dog vistnok nærmest var et Sted, hvor de Hus
arme, ikke Tiggerne, havde Fortjeneste ved Spind.
Med
Hensyn til Tiggere havde Kongen allerede 22. Nov. 1628
26
Tvangsarbejde.
’) Stodderkongerne kaldes foran S. 17 Stodderfogder og udnævntes
allerede 1549 (S. 2), men det almindelige Navn var Stodder
konge, jeg tror endog at have set Benævnelsen Kejser som
Navn paa den øverste af dem. Det var navnlig disses Opgave
at finde og udvise Tiggere, der hørte til andre Kommuner.
En saadau Art Embedsmænd vedvarede langt hen i Tiden.
Jeg mindes saaledes fra min Barndom i Jylland for en 30 Aar
siden en Kamp imellem vort Sogns Stodderkonge, der var
Sognets eneste Tigger, og en Mand fra Nabosognet, der kom
ud fra vort Køkken med en Krukke Mælk,^ hvilken Stodder
kongen i Embeds Medfør vilde konfiskere til eget Bedste.
2) K. D. Y 341—42.