36 / 502
28
Præstekaldelse.
men, som det ses af Forordningen af 16. Nov. 1619, ogsaa
Løsgængere. 27. Juli 1621 er der en Befaling til fra Norge
at sende ældre Lediggængere og Dagdrivere til Bremerholm,
men Ungdommen til Tugthuset1). Herom siger J. L. W o lf:2)
„Her findes og paa denne Bremerholm for alle ulydige og
skalkagtige, ja udædiske og Løsgængere en StraffeBted med
Lænker og Jærn om Benene, Livet og Halsen indslagen, af
hvilke en Part maa gaa der al deres Levetid og somme paa
nogle visse Aars Tid, ligesom deres Forseelse og grove skalk
agtige Gærninger været har, hvilke maa saa der gaa og ar
bejde for Klæder og Føden. “
II.
Kirkevæsen.
Ved Kjøbenhavns Overgivelse til Kristian III 1536 blev
Menighedens Ret til selv at kalde sin Præst, hvilken havde
bestaaet i de foregaaende Gæringsaar, indskrænket til, at
Kaldelsen ikke var gyldig uden kgl. Stadfæstelse. Ved Kirke-
ordinansen 1539 henlagdes i Købstæderne P r æ s t e r n e s Ka l
d e l s e til Magistraten, der her i Kjøbenhavn altsaa fik Pa-
tronatsret til Helligaands og S. Nikolaj Kirker, medens Vor
Frue Kirke hørte under Universitetet.
Det hedder dog i
Magistratens Kaldsbreve, at Borgmestere og Raadmænd „med
menige Sognemænd næst Guds Paakaldelse saa og efter Kon
gens naadigste Vilje og Kirkeordinansens Indhold“ , var blevne
„til ens“ om at kalde Vedkommende.
Det siges ogsaa i
Kaldsbrevet, at Præsten aarlig skulde oppebære sin Løn ved
2 af Sognemændene, hvem han betrode til at indkræve den
Mikkels- og Paaskedag, eftersom Kjøbenhavns Menighed
*) Norske Rigsregistranter V 158. _2) Encomion regni Dan. S. 160.
3) Se 3. Del S. 18.