26 / 702
Vand a t slukke med, saa og age Byens Fyrhager og Stiger til dem, hvor
saadan Fare for Haanden er, og a t de dertil ikke skal eller maa være
uvillige“ ; der var lovet den første, der kom med Heste og Vogn for at
køre Vand eller lignende, en Daler „af Byens Pendinge“ ; den, der gav
Møde som Nummer to, fik tre Mark, den tredje fik to Mark, „og saa
fremdeles efter Lejligheden, som de flittige findes“ . Var Oldermanden,
Stolsbrødrene eller nogen Vognmand i saadanne Tilfælde „forsømmelige
Haandsprøjter. (Friluftsmuseet i Lyngby).
eller uvillige, den skal ikke vide sin egen Brøde“ . Vognmændene skulde
altid „have udi deres Lavsbog antegnet den Vognmand ved sit Navn,
som forskrevne Sprøjte skal føre, desligeste de Personers Navne, som
den udi Nødsfald styre og regere kunde, paa det intet dermed forsøm
mes skulde“ 15).
I 1613 blev Vognmandslavet ophævet. Da det 1622 blev genoprettet
og fik sin nye Lavsskraa, indeholdt den a tte r Bestemmelser om Vogn-
mændenes Pligt til a t fremføre Sprøjten og til a t køre Vand til Brand
stedet: Det ganske Vognmandslav skulde „uden al Forsømmelse holde
gode og visse Ordning, om (Gud forbyde!) nogen hastig Ildebrand op-
2
9