KøbenhavnsBrandvæsensHistorie

vagtens Oprettelse. Samtidig bad man Kommissionen for Fremtiden

nøje overholde Reglen om, at „Kjøbenhavns Brandforsikring“ fik Lej

lighed til at udtale sig, førend en ny Udgift blev afholdt. Kommissionen

nøjedes med at tage denne Skrivelse til Efterretning, hvormed Striden

var ebbet ud23)

I Slutningen af 1856 og Begyndelsen af 1857 kom der en Del Vanske

ligheder angaaende Betjeningen af Vagtsprøjterne.

Brandmajoren havde indberettet til Brandkommissionen, at han sidst

i Juni 1856 gennem Københavns Kommandant havde modtaget saavel

mundtlig som skriftlig Meddelelse om, at fra og med den 1. Juli kunde

Vagtsprøjterne med Undtagelse af Hovedvagtens og Toldbodvagtens

Sprøjter ikke længer fremføres af Vagtmandskabet, da Vagterne fra

denne Dag var blevet ophævet.

Brandkommissionen indberettede Sagen videre til Justitsministeriet

og henledte Opmærksomheden paa, at der i de forskellige Brandordninger

var bestemt, at de otte Sprøjter, der beroede ved Vagterne, skulde trans

porteres til Brandstedet af Vagtmandskabet. Hele Brandvæsenets Ind

retning var baseret herpaa, og Kommissionen antog, at det skyldtes

denne Bestemmelse, at ingen større Ildebrande siden Bombardementet

1807 havde hjemsøgt Byen. Endvidere fremhævedes den store Fordel,

det var at have otte store Sprøjter fordelt rundt om i Byen, betjent af

kraftige, dygtige og veldisciplinerede Folk, der til enhver Tid og paa

klædt var til Raadighed, saa de øjeblikkelig kunde føre Sprøjterne til

Brandstedet og dér betjene dem, indtil det ordinære Mandskab, der

boede rundt om i Byen, kunde faa Tid til at blive samlet. Vagtmand

skabets Slukningsvirksomhed havde været af saa meget større Betyd

ning, som den var udført i de første Øjeblikke, der ofte var afgørende

for en Brands videre Forløb. Vagtmandskabet med Vagtsprøjterne havde

været „Hovedstøtten for det hele Brandvæsen“.

Brandkommissionen beklagede sig over, at den ikke i god Tid var

blevet underrettet om denne Beslutning, hvorved Militæretaten havde

frasagt sig sin Pligt til „at sikre Hovedstaden for den største af alle

Ulykker — en stor Ildebrand“. Kommissionen maatte „derfor paa det

kraftigste protestere mod den saaledes ensidige og aldeles ulovmedholde

336