113 / 233
105
forsynet. Man kj'ender i vore civiliserede Tider ikke
mere til saadanne Masser af Sne, som da væltede
ned i større og mindre Flokker fra en blygraa Him
mel, og saa var man dengang ikke saa ilter til at
skaffe det øjeblikkelig af Vejen.
Blev det altfor
galt, kjørte man nok en Slump deraf bort eller
samlede det i store Hobe paa Kongens Nytorv og
andre større Pladser, men man lod dog altid e t‘godt
Lag ligge, der ved Frostens Hjælp dannede sig til
en prægtig jevn Bane, der ofte i 6—8 Uger afgav
det ypperligste Kaneføre. Saasnart det sneede en
Dag, hørte man allerede om Aftenen et enkelt dyg
tigt Pidskeknald og den lystelige Lyd af Klokker,
der dengang syntes saa oplivende, men nu er alde
les profaneret ved den evige Sporvogns?Klokkeklang.
Den næste Dag rustede da al Verden sig for at be
nytte Sne-Konjunkturerne, hvis Varighed altid er
usikker. Der var almindelig Travlhed i alle Stalde
og Vognremiser, og da allermest hvis Søndag var
nærforestaaende: den lille Kane skulde støves af og
Bjørneskindstæppet sættes fast; Bjelder og Klokker
og Snetæppe og kulørte Liner skulde eftersees, og
Hesten skærpes o. s. v. Op ad Dagen viste sig da
den ene Kane efter den anden; man skulde man
gen Gang tro, at de groede op af den snebedækte
Jord. Men Sagen var den, at mangfoldige Menne
sker dengang »holdt Hest«, som nu aldrig vilde
tænke paa Sligt, dels paa Grund af de forhøjede
Priser paa Foder o. s. v., dels paa Grund af de