LivetIKjøbenhavn

110

havde dog dengang som altid senere sin vidunder

lige Tiltrækningskraft og stillede alle andre Steder

i Skygge.

Om Onsdagen, men dog navnlig om

Søndagen, saaes næsten ligesaa store Skarer som nu

at bevæge sig derud, men vel at mærke paa deres

Ben, thi Sporvogne med og uden Spor og Omni

busser vare ukjendte, og Droschker vare dog kun

for de mere Velstaaende.

»Broen« — for man

havde dengang kun een Bro, nemlig Vesterbro —

var sort af Mennesker om Søndagen, og saaledes

var ogsaa den skyggefulde Alle, ja den hele Frede

riksberg Have ligefra de tætbesatte Bænke ved Ind

gangen til Schveitzerhuset.

Hvor mange Millioner

af Mennesker have dog i Tidens Løb siddet paa

hine historiske Bænke for at hvile de trætte Lem

mer og til samme Tid mønstre og kritisere de Ny-

Ankommende! Haven selv var dengang ganske den

samme som nu med de samme Gange, Blomster

partier, Udsigter, Svaner, Templer og Pagoder og

Forfriskningssteder, men den havde dengang en

særegen Tillokkelse, som den aldrig mere vil faa,

og det var, at den omsluttede Slottet, hvor den

kongelige Familie havde sin Sommerresidens. Dette

havde i hine Tider meget mere at betyde end nu;

det var de gode gamle patriarkalske Dage, da

Kongen var Landets Fader, og det var derfor saa

naturligt, at vi Børn gjerne vilde engang imellem

se vor Fader og hans Hustru, vor Moder, og hans

kongelige Børn, vore Sødsken de. Derfor stillede vi