LivetIKjøbenhavn

113

sagt.

Det hele Glædes-Elysium, der nu strækker

sig fra Halmtorvet til Frederiksberg, med dets Sang

og Klang, Lys og Lamper, Dands og Musik, 01-

haller og Kafeer, Theatre og Pavilloner, og som nu

forlyster alle de fem menneskelige Sandser baade

Sommer og Vinter, baade Dag og Nat, — — er

som groet op af Jorden som Rodskud og Aflæggere

af en eneste frodig Plante: Tivoli, som den geniale

Georg Carstensen netop i hine Tider udkastede

Planen til med sit aabne -Øje for Folkets Trang og

sit forunderlige Talent til at arrangere. Nu er det

vel sandt, at Tivoli ligervis som Minerva sprang fix

og færdigt og fuldrustet ud af sin Faders Hoved,

og at ogsaa ved denne Lejlighed hin Tids moderne

Hegelske Sætning bekræftedes, at Begyndelsen inde

holder alle Sagens Momenter og dens endelige Af

slutning, thi Tivoli er ikke mere nu end det var

den første Dag, — men dog maa man ikke tro, at

enhver Ting, der fandtes der, var ligesom en hel ny

Opfindelse af dets Stifter.

Nej, ligesom Torden

skyen udsender nogle enkelte varslende Glimt, før

den udlader hele sin Vælde, saaledes var der ogsaa

netop i den Periode, vi her tale om, flere Bebudere

af den nye Tid, der snart skulde oprinde. Der op-

traadte sadledes nogle Gange paa Enighedsværn en

tydsk Bande, der udførte Straussermusik og fortryl

lede os Kjøbenhavnere ved de kvikt komponerede

og kvikt udførte Valtse, der bragte en Uro i Be

nene, som neppe kunde stilles, men Ingen af os