124 / 233
116
et dagligdags Skuespil. Hvor vare vi dog tarvelige
og langt tilbage!
Man maa imidlertid ikke tro, at vi Byfolk den
gang vare saadanne Hjemmefødninger, at vi ikke
kjendte andre Træer end Kongens Haves og F rede-
riksbergs. Yi udstrakte vort Kjendskab til Naturen
dog i det Mindste en Mil videre, til den kjære
»Skov«, om ogsaa dette Begreb dengang var a f
langt snevrere Dimensioner end nu.
Man kjendte
ogsaa da Skovture, og det rigtig fornøjelige og po
etiske Skovture, der for lange Tider efter kunde
forfriske Ens Sind og Legeme til at bære Livets
dagligdags Prosa. Nutildags er jo al Poesien vegen
fra vore Udflugter i Skoven: man sætter sig i den
saa uendelig prosaiske Jernbanekupe, ærgrer sig^
over den snegleagtige Kjørsel og gisper efter et
frisk Vindpust, løber et Par Timer om i Skoven
uden at faa Vaadt eller Tørt og maa saa lystre P i
ben, naar Klokken er slaaet til at vende lijem.
Nej, det er sandelig ikke meget poetisk og bliver
det endnu mindre ved at kunne gjentages et Par
Gange om Ugen for et Par Skilling. Saa var rig
tignok en gammeldags Skovtur noget ganske Andet;,
de ugelange glade Forudfølelser af den store Dag,
der forestod; de hyggelige smaa Forberedelser af de
mange til en saadan Tur fornødne Rekvisiter; det
hjertelige Samraad med Venner og Slægtninger, der
skulde være Meddeltagere; Omhuen for at faa en
rigtig god og rummelig Vogn og et Par pæne Heste;.