119 / 233
os op, saa Mange som vi kunde rummes, udenfor
Slottets Facade, medens Taffelet holdtes, og glæ
dede os over Musiken, hvis Toner lade smukt
ud gjennem de paa allerhøjeste Befaling aabent-
staaende Vinduer, og ventede taalmodig til Timen
kom, da Kongen og hans hele Familie gik fra Slot
tet ned til de beredt liggende Baade for til Folkets
store Glæde at ro en Timestid omkring i Kanalen!
Først naar det var vel forbi, havde vi Ro til at
lægge os i Græsset paa den store grønne Plads nede
under Slottet og tage os en lille Bid Brød for der
næst at vende hjem. Hvor var Sindet dog roligt og
nøjsomt dengang, ubekjendt med alle politiske og
sociale Rørelser; for den, der med Horats siger:
»Nil admirari«, var det jo rigtignok den »gode«
* gamle Tid, som aldrig mere vil vende tilbage med
sine idylliske Tilstande.
Hvor er der dog nu en
Higen, en Uro, en Gjæren i Alles Sind, og ikke
mindst hos Middelstanden; hvor ere dog Fordrin
gerne stegne i de faa Aar siden da; hvor skal der
dog nu meget til, for at gjøre en Frederiksberg-
Tur ret behagelig!
Hvad der især Ulde støde en Nutids-Kjøben-
havrier, om han pludselig sattes tredive Aar tilbage
i Tiden og befandt sig paa en Vandring til Frede
riksberg, vilde være den forunderlige landlige Ro og
Stilhed, den for ham forfærdelige Tomhed og Ude,
som dengang fandtes i Frederiksberg Alle. Der var
intet Scylla og Charybdis ved den snevre Indgang
111