117 / 233
109
garen — denne nutildags saa uundværlige Følge
svend — rnaatte i hine Guvernørtider, hvor enhver
af de talrige Skildvagter og ethvert kongeligt Slot
betragtedes som Krudttaarne, i det Mindste omhyg
gelig skjules hvert -Øjeblik eller heller for en Sik
kerheds Skyld helt kastes bort, naar man passerede
de rødkj olede Drabanter, der vare posterede ved en
hver Voldopgang og mange andre Steder baade paa
Volden og i Byen. Endnu mere generende var det
dog, a t man ikke turde betræde Lange-Linie uden
et Tegn, som kostede endel Penge at løse.
Naar
man derfor ikke var oplagt til at anmode Frem
mede om Tilladelse til at smutte ind med dem, og
ikke havde Skuespiller Foersoms Aandsnærværelse,
der lod ham paa Soldatens Spørgsmaal: Har Du
Tegn? svare: Nej, jeg gaaer med denne Herre! idet
han pegede paa sin Ven, der heller intet Tegn havde,
— ja, saa fik man Lov at blive udenfor i det
Grønne eller at nøjes med Bredgadens Fliser. Denne
smukke Gade blev ogsaa af den Grund hin Tids
Bendezvous-Plads for velklædte Spadserende, hvor
de Unge kunde se og hilse paa hinanden, navnlig
paa en solbeskinnet Søndagformiddag ved Vintertide.
Om Sommeren lagde man naturligvis sin Vej
ud af Porten; de skyggefulde Stier langs Søerne,
den nette Fodsti langsmed Ladegaardsaaen, den
landlige Gamle Kongevej o. fl. a. vare indbydende
nok for den, der ikke turde tiltræde en Vandring
til Slukefter eller Charlottenlund, men Frederiksberg