125 / 233
117
Ængstelsen for at Vejret, som i flere Dage havde
truet, skulde netop bryde lus paa den for længe
siden berammede Dag; den glædelige Overraskelse
at finde en skyfri Himmel og en straalende Sol,
naar man tidlig paa Morgenstunden sprang op af
sin Seng for at udspejde Vejrets Beskaffenhed; den
livlige Summen af de glade Gjæster, der efterhaan-
den samlede sig; den med Smaaintriguer forbundne
Placeren paa Vognen eller paa Vognene; Indaan-
flingen af den friske Luft; Synet af de frodige Mar
ker; de velsmagende Maaltider under Træernes
’*
Skygge; Spadsereturen gjennem de ubekjendte Egne;
Hjemkjørselen i den kjolige Aftenvind, — kort sagt,:
Alt hvad der dengang hørte uadskillelig med til en
Skovtur dannede et saa yndigt poetisk Hele,- at
Erindringen derom ikke saa snart udslukkedes, råen
ofte lod en saadan Dag staa som et Lyspunkt for
Ens hele Liv.
Ved »Skoven« forstod man i hine Tider egent
lig kun Charlottenlund, der er det oprindelige Val
fartsted for de frisk-Luft-søgende Kjøbenhavnere.
Hertil kunde man dengang, da Fødderne endnu
ikke vare saa ømme, let gaa, og store vare de Ska
rer, der navnlig om Søndagen fyldte den langs m ed.
Strandvejen løbende brede Fodsti, der ofte om Af
tenen gjenlød af glade Menneskers Sang.
Det
manglede dog heller ikke paa anden Befordring til
Skoven, da der ved østerport og ved Triangelen,
især i den fire-Ugers Kildetid, holdt Masser a fK a-