LivetIKjøbenhavn

140

og naivt, og vi begribe ikke, at vi nogensinde kunne

have sat al vor Hu til Noget, der nu synes os saa

ubetydeligt. Den unge Student, der kun higer ef-

ter at blive indkaldt til anden Examen, kan ikke

forstaa, at kun for faa Aar siden al hans Tragten

var at faa saadan en brun Troje med blanke Knap

per som Carl G. altid havde paa til Bal; den ældre

aflægs Mand, der sidder og gotter sig med et Fad

Flensborg-Gsters og en Flaske Nuit-Bourgogne og

kunde ønske at blive siddende saaledes i Ro og Mag

til evig Tid, undrer sig ved at høre om, hvorledes

han engang aldrig havde Ro paa sig og ofte

forglemte selv sin Middagsmad blot for at kunne

opfange et Glimt af den fortryllende lille Frede-

rikke F., naar hun viste sig ved Vinduet nede i

Badstuestræde mellem 1 og 3.

Hvad vi bemærke i Individets Liv — og det

ej alene hvor Talen er om det Smaa og Periferi

ske, men selv hvor det drejer sig om det Højeste

og mest Centrale — , det gjenfinde vi ogsaa i det

store endnu mere komplicerede Individs, i Statens

Liv.

Man kan paa et senere Tidspunkt ikke for

staa, at der til en tidligere Tid, maaske endog kun

faa Aar tidligere, kunde være en saa voldsom Bryd

ning og Kamp for at erhverve det, der nu synes

enhver Borgers naturlige Ret, uden hvilken han

ikke kunde tænkes at leve, ja som nu synes saa

tilvant og naturligt, at man allerede er halv kjed

deraf og blot længes efter en endnu mere fuldkorn-