150 / 233
142
man vilde dog gjerne i det Mindste have Ret
til a t tale- M t med om de Sager, der angik hele
Folkets Velfærd, selv om man ikke tik nogen af-
gjorende Indflydelse paa dem; man vilde dog
i det Mindste adspørges om sin Mening og have
Lov til at give gode Raad, der jo altid ere dyre.
Folkets Fader lyttede til sine Børns -Ønsker og gav
dem i 1834 en Provinsialstænder-Institution. Mænd
af de for>kjellige Stænder, baade Adel og Gejstlig
hed, Borgere og Bønder, som Tilfældet var i Hertug
dømmerne, eller af de forskjellige bosiddende Klas
ser i Kjobstæder eller paa Landet, som i Kongeri
get, tildels valgte af Kongen selv, samledes paa fire
forskj ellige Steder i Riget, for under en kongelig
Kommissarius’s Vejledning at drøfte de af Regje-
ringen forelagte Lovforslag og de af Medlemmerne
selv indbragte Petitioner. Her kunde man nu ret
frit udtale sin Mening for lukkede Døre og fik saa,
naar man næste Aar kom sammen igjen, Besked
om, hvorfor Regjeringen i Regelen ikke havde kun
net tage noget Hensyn til de af Stænderne yttrede
Meninger og ønsker. Den Jubel, hvormed man
havde hilset Stænder-Institutionen som et Middel
til at skaffe Folket dets naturlige borgerlige Ret
tigheder, forstummede snart, da man saa, at Re
gjeringen vel tillod Folket at give gode Raad, men
ikke følte nogen Trang til at følge dem, og ofte
endog gav bittre og afvisende Svar paa de ærbo-
digst fremsatte Ønsker.
Den Lovprisning, der