157 / 233
149
Dagblad indtil 24 Timer og ganske undertrykke det
eller stryge enkelte Dele deraf uden nogen videre
Motivering og uden at lade Sagen gjøres afhængig
ved Domstolene. Dog var maaske Plakaten af 1ste
Novbr. 1837 den mest trykkende, idet dens første
Paragraf bestemte, at om Domstolene end ikke
mod den Paagj ælden des Benægtelse turde domme
Forfatteren for Brud. paa Loven, kunde de dog
idomme ham en klækkelig Mulkt for »Mangel
paa pligtskyldig Opmærksomhed«. Det var haarde
Vilkaar, Pressen — og da ogsaa Dagspressen —
virkede under i hine os saa nærliggende Tider.
Trykket føltes jo ikke, saa længe Nationen ikke var
vaagnet til Erkjendelsen af Frihedens uskatterlige
Gode, men da Vækkelsen skete og skete — som
enhver Vækkelse — i urolige Tider, og da Gjæ-
ringen begyndte [og Tungen løstes, da mærkedes
Trykket. Et Selskab havde dannet sig for at værne
om Trykkefrihedens rette Brug og havde sin store
Fortjeneste ved at vække Opmærksomheden for
denne Friheds Gode og for den rette og værdige
Benyttelse deraf. Ulykken var kun, at der var en
kelte stridbare Medlemmer i dets Bestyrelse, hvil
ket bevirkede, at Opmærksomheden ofte droges fra
dets egentlige Formaal og gavnlige Virksomhed hen
til de evindelige Stridigheder i dets Midte. At det
ukaldet opkastede sig til en Slags Censor fandt jo
heller ikke Bifald allevegne og delten Pressen i for-
skjellige Lejre. Ondet laa langt dybere end at det