163 / 233
155
Ere vi Kjøbenhavnere da nu fornøjede? Eller ven
der ikke mangen Gang netop nu for -Øjeblikket
vor Tanke med et vemodigt Suk tilbage til hine
»gode gamle Tider« ? Se vi dog ikke sommetider
langt mere end vi ønske af lange Referater om kje-
delige Forhandlinger om Smaating? ønske vi ikke
undertiden, at vi heller havde een eneste dygtig
Mand til at skrive os en fornuftig Lov end hun
drede Lovgivere, der alle ville have deres Andel i
den? Vilde Mangen af os ikke i dette øjeblik give
lidt til, at der var sikkret Kjøbenhavn og Kjøbstæ-
derne og de store Landejendomsbesiddere et vist
Antal Pladser i vor Rigsforsamling, ligesom i de
gamle Stænder? Trues vi Ikke-Agerdyrkere dog ikke
ofte af et svært Greb i vore smaa Pengeposer netop
ved den Skattebevillingsret, som vi i sin Tid saa
længselsfuldt begjerede? Faa vi bedre Støvler efter
Laugsvæsenets Afskaffelse og bedre Soldater efter
den almindelige Værnepligts Indførelse? o. s. v. o. s v.
Nej, Tilstanden er ikke i Alt bleven saa lys og pa
radisisk, som vi i vor Ungdom drømte os; det er
Altsammen Forfængelighed! Men dog se vi med
Stolthed op paa den Bygning, vi have været med
at lægge Grundvolden til og ville ikke tillade en
Sten af den at blive rørt af en vanhellig, nedbry
dende Haand.
Der er dog en himmelvid Forskjel
paa det danske Folk nu og for en Menneskealder
siden.
Det var sandt hvad Frihedens Talsmænd
dengang paastode, men som man fra den modsatte