165 / 233
157
aandrigste, dygtigste og hæderligste Mænd af Re-
gjeringen nutildags befales til at skulle bruge al
deres overlegne Dygtighed til at opponere mod For
slag om Fremskridt, som de i deres Hjerte kun kunne
linde naturlige og berettigede.
Det danske Folk er nu i sin Helhed vaagnet
til Bevidsthed om et Folks -Rettigheder.
Det har
endnu sine Førere, sine Ledere, sine Koryfæer, men
disse udtale dog kun hvad der rorer sig i Folket
og have kun forsaavidt nogen Berettigelse, som de
give den i Folket boende Anskuelse et bestemt
Præg.
Det var anderledes for en Menneskealder
siden; da toge vi Andre vore Ledere paa Ordet og
fulgte den Fane, de opløftede.
Mændene med det
klare Blik og den frie Tanke, som Hvidt, Clausen,
Schouw, Ussing, David, Drewsen, og blandt de Yngre:
Monrad, Lehmann, Grüne, Rosenhoff o. A., de
maatte atter og atter søge at opklare Folkets Syn
og vække dets slumrende Kraft, og saa fulgte vi Andre
med, eftersom vi fik Søvnen gneden af -øjnene.
Det viste sig da ogsaa ved de i 1840 til Stænderne
indgivne, med Tusinder af Underskrifter forsynede
Petitioner, at Folket var begyndt at vaagne. Intet
Under, at det derfor følte sig i en stor Taknemlig-
heds-Gjæld til sine uforfærdede Ledere og søgte
Lejlighed til at afbetale den.
Derfor overraktes
den 22de April 1839 Algreen-Ussing en prægtig
Guldpokal fra »erkjendtlige og fædrelandssindede
Medborgere«, derfor] hædredes Drewsen og Schouw