167 / 233
159
at være Tilfældet, naar Talen er om vore religiøse
Tilstande. Blev ikke Spiren til vor nuværende Re
ligionsfrihed og vor Tids religiøse Røre lagt netop
for en Menneskealder siden, eller om ogsaa det
første Sædekorn dertil allerede var udsaaet noget
tidligere i dette Aarhundrede, var det dog ikke som
om det skød sine første Blade netop i hin Tid, vi
her tænke paa? Det danske Folk er i sin dybeste
Grund et gudsfrygtigt Folk: selv med al den Let
hed, dér viser sig paa Overfladen, er der dog en vis
Alvor i Hjertet; om ogsaa det egentlig
specifi.skChristelige her som alle Steder bliver dunkelt for
den store Mængde af Navnechristne, saa er der dog
en almindelig Trang til at overgive sin Sag i den
himmelske Herres Haand og, en vis ubestemt Glæde
over Christennavnet, som om der dog maa være
nogen Velsignelse knyttet til at være døbt i den
treenige Guds Navn.
Men en saadan almindelig
religiøs Stemning yttrer sig med forskjelligt Liv i
de forskjellige Perioder : der er Tider som nu, hvor
Livet slaaer i raske Slag, hvor de forskjellige An
skuelser staa skarpt overfor hverandre, hvor den
ene Brydning afløser den anden, hvor kirkelige
Spørgsmaal kunne spalte den hele Beholdning i for
skjellige Lejre; og der er andre Tider, hvor Alt i
det Mindste paa Overfladen synes saa dødt og ro
ligt, hvor Menighedslivet synes slumret ind og al
Interesse for det Kirkelige forsvunden; hvor der til
syneladende hersker den dybeste Enighed, men kun