170 / 233
162
gjennem Marv og Ben, eller naar Spang i Hel-
liggejstes Kirke fængslede sine Tilhøreres Op
mærksomhed ved sit livlige Syn paa Christendom-
men og sit flammende, blomstrende Sprog, eller
naar den unge Katechet Paulli ved samme Kirke
udøste sit Hjertes hele Mildhed og Kjærlighed og
dulmede det sønderknuste Hjertes Sorg og Angst
ved Evangeliets milde Trøst, — saa samlede der
sig altid en talrig Skare af andægtige Tilhørere om
dem.
Og der var jo vel ogsaa andre af Kjøben
havns Præster, der dengang vidste at drage en
Kreds til sig, En ved en mere lærd systematisk
Udlægning af Ordet, en Anden ved en ham sær
egen populær Forkyndelse, men i sin Helhed var
Kirkebesøget svagt i Kjøbenhavn; den hele dale
vende Slægt var ikke opdragen i den gode Skik at
søge Herrens Hus paa Herrens Dag. Gik man saa
derhen, saa var det da kun for at høre en Prædi
ken, eller rettere denne eller hin Prædikant; man
havde ingen Ide om, at der var Andet at søge i
Kirken eller at der er en særegen Velsignelse at
finde i fælles Andagt, Bøn og Psalmesang.
Hvis
man var tilstede, overlod man til Drengeclioret at
svare Præsten paa hans O nske til Menigheden og
at sige Amen til hans Velsignelse; det var som om
det slet ikke angik mig eller de Andre.
Der var
dengang — saa lidt som da endnu i vor Tid —
nogen fælles Synds- eller Troesbekjendelse; Psalme-
sangen var svag og kold som en naturlig Virkning