166 / 233
158
og Flere ved Festmaaltider efter deres Hjemkomst
fra Stænderne i 1840.
Det danske Folk var vaagnet til Bevidsthed
som Folk, og det tilmed som et dansk Folk, der
har en egen dansk Ejendommelighed og en særegen
Rolle at spille blandt Nationerne.
Den nationale
Følelse, der navnlig i 1848 fik et saa mægtigt Stod
fremad, var allerede begyndt at vaagne i Trediverne.
Det holdt haardt at fåa vore -Øjne aabnede for Fa
ren fra Tydskland: vi havde indsuget for megen
tydsk Lærdom fra vor Ungdom, vi elskede tydsk
Sprog, tydsk Digtekunst, tydsk Musik, tydsk Viden
skabelighed o. s. v., fordi vi ikke kjendte noget
Andet og Bedre, men dog begyndte det at gaa op
for os, at Dansk nok passede sig bedst for Dan
ske.
Stemmer rejste sig fra det stakkels fortyd-
skede Slesvig, der saa sit danske Modersmaal for-
kuet og fortrængt i Skole og Kirke og Retssal, og
disse Stemmer fandt Gjenlyd i hele Landet, dog især
i Kjobenhavn. De liberale Ledere bleve ogsaa den
nationale Sags Talsmænd, og derfor skulle deres
Navne endnu mere holdes i Ære, fordi det var dem,
der først lærte os at sætte Pris paa at være Dan
ske.
Saaledes blev Spiren til al vor nuværende
Frihed og vort nationale Sindelag lagt netop for en
Menneskealder siden!
Skulde ikke noget Lignende ogsaa kunne siges